<

Herlige Herning dage for HPhorses hingstene. 14-03-2019 - 06:57

Forventningerne og forberedelserne er altid mange og store forud for hingstekåringen i Dansk Varmblod. Hingstene skal være i topform og teamet klar på opgaven. Vi havde glædet os enormt til at fremvise Vitalis i Herning. Desværre fik han for 4 uger siden en lille skade og selv om han er fuldstændigt rengående turde vi ikke løbe risikoen. Istedet er planen, at han fremvises til vores åbne hus den 6. april. Sansibar AK har ligeledes en lille skade. Dette bevirkede, at vi måtte liste ham igennem hans sportstest og det opnåede resultat var ikke adgangsgivende for Dansk Varmblod. Han har naturligvis fortsat bedækningstilladelse i Oldenburg Verband.

Vores 5 årige hingst Damon Gold (Damon Hill x Fürst Romancier x Weihegold OLD) er født hjemme hos os og har hele sit liv haft en stigende formkurve. Han er utroligt ridelig med stort talent for dressurens allersværeste øvelser. Vores rytter Maria Falkner Hansen har dygtigt redet ham til 3 stævner inden hans sportstest med fremragende resultat. Hans 3 dages sportstest i Verden udløste et topresultat på 8,39 og på denne baggrund er han nu ligeledes færdigkåret i Oldenburg Verband, Hannoveraner Verband og nu i Dansk Varmblod. Han blev flot fremvist alle dage og blev kåret med flotte kommentarer om præstationer, ridelighed, gode bagben og fremragende bevægelser. 

Se ridtet HER:

 

Den 7 årige Total Hope (Totilas x Weihegold OLD) har 2 af dressursportens allerstørste stjerner til forældre. Det var hans debut i Herning og at opleve hans stjerneridt fik tårerne frem i manges øjne. Det er en hingst med 3 topgangarter og ingen begrænsninger overhovedet i at udføre de allersværeste øvelser. Enorm skulderfrihed og en helt utrolig gålyst lyser ud af denne prægtige hingst. Han er bomstærk og nyder opgaven til fulde. Isabel har lagt en meget spændende stævneplan for ham og vi håber at kunne nyde ham til nogle af de allerstørste dressurstævner i 2019. Han er udstationeret i Tyskland, men vil kunne opleves til hingstefremvisningen i Flyinge den 31. marts og til åbent hus hos HPhorses den 6. april. 

Se ridtet HER:

 

Den 8 årige Fürsten-Look (Fürstenball x Londonderry) blev fremvist på allersmukkeste vis af Isabel. Det var en fornem opvisning i klassisk ridning på en fuldstændigt afspændt og løsgjort hingst. Et forbilledligt ridt, der rejser enorme forventninger om parrets fremtid. Vi krydser fingre for, at alt klapper og at parret kan skinne som de stjerner de er til nogle af 2019`s allerstørste dressurbegivenheder. Fürsten-Look kommer ligeledes til åbent hus hos HPhorses den 6. april. 

Se ridtet HER:

 

Vores 3 årige hingst Monterey (Morricone x Sir Donnerhall x Diamond Hit) var præmiehingst i Oldenburg Verband. Han viste sig flot alle dage og blev indsyet til 14 dages testen af tyske Heiko Klausing, der ligeledes har redet hans mor Special Diva til sejr i Bundeschampionatet. Han bliver ligeledes fremvist til vores åbne hus den 6. april hos HPhorses.

Se video fra indsyningen HER:

 

Hele team HPhorses takker for den enorme opbakning og gode snakke med nuværende og fremtidige kunder. 

 

 

<