< Tilbage

Rosentanz og Olivia Vliek vinder sølv til de finske junior mesterskaber. 20-08-2016 - 09:17

Det var med blødende hjerte, at vi kørte Rosentanz den lange tur til Finland, for at låne ham ud til den talentfulde 16 årige Olivia Vliek for 6 uger siden.

Forbindelsen til den sympatiske finske familie blev etableret allerede i 2015, hvor Olivia købte den 6 årige Hortensia (Hoftanz x Florencio) som sin kommende juniorhest. 

 

I sommeren 2016 boede Olivia hos os i en måned, hvor hun knoklede med på holdet fra tidligt morgen til sen aften hver dag. Hun red flere af vores heste og hendes hjerte bankede så meget for vores Rosentanz. 

 

Rosentanz har en helt særlig plads i vores hjerter, idet han var vores første kårede hingst og også begyndelsen på vores eventyrlige rejse med hestene. 

 

Vores datter Rose Marie har haft vidunderlige oplevelser med den prægtige hest. Hun startede ham første gang i 2013 i LA1 og endte med at ride ham i Prix st. George på landsplan i 2016. De har været i bruttotruppen for juniorlandsholdet og Rose er så evigt taknemmelig over at have haft muligheden for at ride Rosentanz. 

 

I dag er Rose Young Rider og har æren af at ride Donna Silver og i fremtiden også Hoftanz. Begge disse heste er uddannet til Grand Prix og vi håber, at hun med hårdt arbejde og dygtig træning vil rykke op på næste niveau i sin rideuddannelse. 

 

Så med dette udgangspunkt blev der lavet en låneaftale imellem familien Vliek og HPhorses, således at Olivia kunne ride Rosentanz i finsk regi. Olivia har indfriet alle vores vildeste forventlinger ved at vinde sølv efter kun 6 ugers partnerskab. Så selv om vi savner Rosentanz hver eneste dag glæder det os så umådeligt meget, at han nu shiner i Finland og bliver passet og forkælet efter alle kunstens regler. 

< Tilbage