< Tilbage

Med en klump i maven og et smil på læben. 04-07-2016 - 14:09

Dagen i dag er en ganske særlig dag i vores liv med hestene. Det er dagen hvor Rosentanz har åbnet et nyt kapitel i sit liv og sammen med Oluf er på vej til Finland.

Rosentanz e. Rohdiamant x Sao Paulo tog os alle med storm i 2003, hvor vi mødte ham som strålende præmiehingst i Verden i det tyske Hannoveranerforbund. Senere blev han kåret i bl.a. Dansk Varmblod og har en lang række afkom i Danmark, som i resten af verden. Særligt amerikanske Kimberly Herslevs Rosmarin med Weltmeyer som morfar har en perlerække af internationale topplaceringer på sit CV.

 

I Dansk Varmblod ligger han som nr. 25 med et dressurindeks på 119 ud af samtlige hingste, der har virket i forbundet.

 

I 2011 blev han kasteret og vores dengang 15 årige datter Rose Marie overtog ridningen af ham. For Rose var det en drøm, der gik i opfyldelse og parret er sammen gået fra LA1 til Prix st. George på Landsstævne niveau.

 

Vi har nu fået muligheden for at låne Rosentanz ud til en fantastisk finsk familie, hvor de 2 døtre rider på landsholdsniveau i henholdsvis ponydressur og junior ridebanespring.

 

Den 16 årige Olivia Vliek har boet hos os i den seneste måned og redet Rosentanz under Rose`s instruktion. Det har fungeret rigtigt godt og det er vores forventning, at Olivia vil få stor glæde og succes med vores elskede Rosentanz.

 

Vi ved, at han får det som blommen i et æg og vil blive forkælet efter alle kunstens regler. Når det så er sagt, er det med stort vemod  vi sender ham afsted og vi vil savne hans vidunderlige væsen og dejlige brummen hver gang vi går i stalden.

 

Heldigvis er der ikke langt til Finland og planen er, at vi skal besøge ham i løbet af året. Når han engang skal pensioneres, skal han hjem igen til Tvedegård og nyde sit otium.

 

Rose skal fortsætte med at ride Donna Silver, samt et par af vores andre lovende heste.

 

 

 

 

 

< Tilbage