< Tilbage

Eliteskuet i Rastede - Oldenburg Pferdezuchtverband.22-07-2016 - 19:16

Vores ultra ædle og velgående 3 års hoppe A la Fasine var udtaget til at deltage i eliteskuet i den smukke slotspark i Rastede. I et forbund, hvor der hvert år registeres knapt 6.000 føl er det en meget stor ære, at slippe igennem nåleøjet som 1 af de 35 udtagne hopper.

 

A la Fasine bærer fornemme gener, idet hendes mor Fasine 3 år tidligere indtog den fornemme titel som årets hoppe samme sted og efterfølgende blev Bundeschampionesse i 2015. Hendes mormor Gesine er bl.a. mor til 3 kårede hingste heriblandt fløjhingsten og hauptpræmiesiegeren For Romance.

 

Vi havde gjort vores ypperste for at vise hende bedst muligt frem og havde bl.a. fået hjælp af Christian Springborg, der er en fremragende mønstrer.

 

Desværre endte hun ikke iblandt de 12 udtagne hopper til brilliantringen, men vi er meget stolte over hvor flot og roligt hun tog hele turen, opholdet og fremvisningen.

 

Nu venter dejlige måneder på græs og tid til at vokse færdigt for den yndige pige. Vi venter allerede i april måned føl efter Vitalis som embroy transfer, og i det nye år venter forhåbentligt en flot ridekarriere for hoppen.

 

Se fremvisningen HER:

 

 

 

 

 

 

< Tilbage