< Tilbage

Vi har i dag taget afsked med vores kære Rosentanz. 02-11-2021 - 10:23

Et hesteliv skal være et godt liv og sådan et liv har vores elskede Rosentanz haft. 

 

I 18 år har han været et kært familiemedlem og vi har haft så utroligt mange glæder og oplevelser med ham. Nu var tiden kommet til at sige farvel. En tiltagende forfangenhed og en stofskiftesygdom gjorde, at han ikke længere var rengående og kunne nyde livet på fold. Et liv på smertestillende medicin var kun en stakket frist og det ville vi ikke byde ham. 

 

Så i dag har vi taget afsked med ham. Det har været en meget tung og også en helt rigtig beslutning. 

Rosentanz kom ind i vores liv til kåringen i Hannoveraner forbundet i 2003, hvor han var en usædvanlig smuk og velgående præmiehingst. Han blev flot fremstillet af familien Westendarp og vi fik hammerslag på ham til auktionen. 

 

Efterfølgende vandt han sin 30 dages test i Münster-Handorf med fornemme karakterer og blev kåret med præmie i bl.a. Dansk Varmblod. 

 

Han er blevet uddannet af tyske Johannes Westendarp og senere af berider Michael Søgaard. 

 

Efterfølgende blev han vores datter Rose Marie`s landsholdshest i hendes juniorår og hun uddannede ham op til Prix st. Georg niveau. 

 

Han blev efterfølgende igennem nogle år udlånt til den finske rytter Olivia Vliek, som med ham vandt det finske junior mesterskab og blev højt placeret som Young Rider. 

 

17 år gammel kom han hjem igen og vi har nydt at ride ham i skoven. Han fik kælenavnet morfar og jeg har haft så mange skønne stunder med ham.

 

Rosentanz har 175 afkom registeret i Dansk Varmblod og blev starten på vores succesfulde hingstehold. 

 

Vi har så meget at være taknemmelige for og Rosentanz havde det største hjerte af guld. Han vil altid have en helt særlig plads i vores hjerter. 

 

Vi har netop sendt ham afsted imod stjernerne med maven fuld af æbler, gulerødder, nystriglet og høj på kærlighed og kys og kram. 

Tak for alt Rosentanz. 

< Tilbage