< Tilbage

Donna Silver ny topsports- og avlshoppe hos HPhorses. 06-12-2014 - 12:59

Vi har igennem længere tid arbejdet målrettet på at finde en tophoppe både med præstationer, høj ridelighed og ikke mindst med en interessant afstamning. Det har vi fundet i guldmedaljehoppen Donna Silver.

Rose Marie har prøveredet Donna Silver tre gange. Første gang med hjælp fra Andreas Helgstrand og efterfølgende med hendes egen underviser Michael Søgaard som støtte. Alle tre gange har hun oplevet en rigtig god forbindelse til hoppen, der har givet Rose Marie en fantastisk følelse og har udvist stor ridelighed.

- Jeg glæder mig umådelig meget til mine kommende år som ungrytter med så fantastisk en partner som Donna Silver. Hun er virkelig en skøn og meget nem hoppe med meget gå-på mod og stor arbejdsvilje, som jeg kunne mærke lige fra første gang, jeg prøvede hende. Jeg føler mig meget heldig og privilegeret, og jeg er mine forældre taknemmelig over at få chancen for at ride Donna Silver, fortæller Rose Marie.

Donna Silver e. Blue Hors Don Schufro/ Willemoes (opdr. Lillian og Carl Erik Jensen) blev kåret som Årets Dressurbetonede Hoppe i Dansk Varmblod i 2004, hvor hun blev tilkendt opdrættermedalje i guld. Igennem championatstiden har hun haft stor succes bl.a. som vinder af finalen i DRF's dressurchampionat for 5-års og blev nr. 2 som 6-årig.

Som 5-årig blev hun solgt på Dansk Varmblods forårsauktion til Berith og Louis Nielsen, og hendes uddannelse har ligget i hænderne på bl.a. Betina Laisbo og Daniel Bachmann. Senest har Donna Silver hos Helgstrand Dressage haft sit store gennembrud i Grand Prix med spanske Severo Jurado.

 

 
 

xxx

< Tilbage