< Tilbage

Et fuldstændigt fantastisk åbent hus hos HPhorses.19-04-2017 - 19:11

Alle sejl var sat til, alle hestene i super fremvisningsform, mere end 20 hjælpere stod klar, og forventningerne var tårnhøje hos os alle. Vejrguderne viste sig fra den underfundige side med sne og slud, men det kunne slet ikke ødelægge den fantastiske dag og mere end 600 besøgende havde fundet vejen forbi. Per Springborg og Susanne Baarup kommenterede og inspirede alle igennem det spændende program, der var lagt for dagen

Vores verdenshingst Fürstenball havde taget turen op og viste sig med overskud og strålede omkap med os, der var så stolte over at vise ham frem for sine mange fans. Selv om han nu er avlshingst på fuld tid og ikke bliver redet, fremstod han i smuk form med tonsvis af udstråling og spilopper.

 

Rose Marie på Donna Silver og Maria Falkner på Hoftanz viste i samarbejde med dressurdommer Susanne Baarup en pas de deux på Grand Prix niveau. Et smukt syn med det sorte og hvide - yin og yang. Dygtige ryttere på topuddannede heste.

 

Maria Falkner viste vores superhoppe Emperadora e. Sir Donnerhall flot frem og hoppen brillierer med sin suveræne type og store elastiske bevægelse og er nu klar til en stævnesæson på PSG niveau.

 

De 4 årige hopper Summertime e. Fürstenball x Friedensfürst og A la Fasine e. Apache x Fürst Romancier blev fremvist af Frederiksværk berideren Andreas Emil Larsen og HPhorses rytteren Tine Ravn Nørrevang. Begge hopper er i avlen via embryo transfer. Der er i 2017 født føl efter For Romance II og Vitalis på disse fremragende hopper.

 

Vi viste flere åringer frem og særligt 1 års hingsten De Bruyne e. De Niro x San Amour x Donnerhall ejet i partnerskab med Paul Schockemouhle gjorde et formiddabelt godt indtryk. 

 

Vi er så heldige, at vi i stalden også har vinderen fra Lodbergen 2015 Sansibar AK e. Sandro Hit x Fürst Heinrich x De Niro. Han vandt følskuet med en samlet bedømmelse på 9.8. At dømme efter klapsalverne holder han fortsat kvaliteten. Efterfølgende er der indløbet flere attraktive købstilbud på den lovende unghingst. Det er vi meget taknemmelige for, men har valgt i samarbejde med Paul Schockemouhle at holde hingsten til de kommende hingstekåringer i Tyskland.

 

For Romance II blev smukt fremvist af Isabel Freese. Fremvisningen rejste store forventninger for fremtiden og dressurdommer Susanne Baarup roste særligt hingstens store naturlige galop og fremragende skridtbevægelse. Han fremstår som en særdeles flot type, ædel, højtstillet og bærer fremragende gener fra sin stærke hoppestamme, der både avlsmæssigt og sportsmæssigt er meget efterspurgt over hele verdenen. De første føl er født og type og bevægelse er i top på dem vi har set.

 

Vores nykårede 3 års hingst Ferretti e. Funtime x Londonderry x Weltmeyer er trods sin unge alder allerede kåret i utallige avlsforbund og gør et betagende indtryk med sin hyper ædle type og særdeles aktive bevægelsesforløb. Han blev flot fremvist af Maria Falkner.

 

Maria Falkner viste også vores nykårede reservesieger Damon Gold frem. Der ruller fornemt olympisk blod i denne hingst via hans far Damon Hill og mormor verdenrangslisten nr. 1 Weihegold OLD.  Han viser stor gålyst og høj ridelighed, der også til hans kåring blev belønnet med et 10 tal. Han bliver indsyet til 14 dages test i Adelheidsdorf den 3. maj.

 

Maria Falkner fremviste også den nykårede MSJ Cashmere e. Charmeur x Totilas x Dacaprio. Denne hingst viser gangarter og ridelighed i særklasse og dette lover rigtigt godt for hans ridemæssige fremtid.

 

Hingsten Dragon Hill e. Damon Hill x Sandro Hit blev flot fremvist af Anja Engelbart. Hun har gjort et fremragende stykke arbejde og hingsten viste et meget stort talent for passage og viste små galopserier. Han kommer nu til en af verdens førende dressurryttere, hvor han skal fortsætte sin uddannelse. 

 

Fürsten-Look skal til endelig kåring på Vilhelmsborg i dag og vi havde derfor sparet ham for at køre turen denne gang. Vi fremviste åringer og en 2 års hingst efter ham. 2 års hingsten HP Flottenheimer er en rigtg ridehestemodel med type, udstråling og en let og smidig bevægelse. Det lover rigtigt godt for fremtiden.

 

Som repræsentant for Fürstenball havde Carina og Casper Cassøe Krüth taget turen over med Heiline`s Danciera, der blev placeret som nr. 4 til UVM i 2016. Det blev en klassefremvisning, hvor Carina viste en 6 års hest, der var særdeles veluddannet, med top grundgangarter og i super form med tonsvis af overskud. Vi er meget taknemmelige for opbakningen, som på fornemmeste vis repræsenterede Fürstenball.  

 

Den vel nok mest efterspurgte avlshingst i Europa lige nu, Vitalis havde taget turen op og blev som altid fremvist på allersmukkeste vis af sin faste rytter Isabel Freese. Mange havde glædet sig til at se ham live og mon ikke han fik endnu flere fans sådan en dejlig eftermiddag. 

 

En hjertelig varm tak til min familie, hingstestation Paul Schockemouhle, vores ansatte, venner og de mange hjælpere, der var mødt talstærkt op. Uden Jer var dette slet ikke muligt.

 

 

Se et kort videoresumè fra dagen HER:

< Tilbage