Velkommen til 2017

Året 2016 bød på en lang række højdepunkter og vi står nu klar til bedækningssæsonen 2017 med vores hidtil bedste hingstekollektion.

Vores 4 årige præmiehingst For Romance II aflagde en flot 14 dages test i Schlickau og har betjent mange hopper i hele Europa i sæsonen. Han har holdt fri fra ridningen fra april og frem til oktober måned, så han har haft fred og ro til at vokse færdigt. Han fremstår her på kanten til 2017 som en umådeligt elegant hingst på 172 cm. Langbenet og storrammet og med dressurtalent til overflod.

Den 6 årige Fürsten-Look, som igennem hele sin karriere har gået i sin fader Fürstenball`s fodspor startede sæsonen med at vinde en kvalifikation til Bundeschampionatet med 8,7. Efterfølgende blev han udtaget til at deltage i UVM i Ermelo for Tyskland. Vi besøgte ham en uge ingen og overværerede træningen med danske Morten Thomsen. Her var han fuldstændigt fantastisk og vores forventninger ville ingen ende tage. Højt at flyve - dybt at falde. Dagen inden afgangen til Ermelo blev Fürsten-Look akut syg og UVM drømmene blev brat slukket. Vores prægtige hingst blev naturligvis behandlet og er fit igen. Vi valgte at lade ham holde træningsfri helt frem til nytår bortset fra 3 daglige skridtture, for at sikre os at han også i fremtiden går en strålende sportskarriere i møde.

Øjestenen Fürstenball er taget ud af sporten og passer nu sit krævende job, som en af verdenens absolutte topproducenter af smukke, velgående og utroligt ridelige dressurheste. Han går ud af året med et tysk dressurindeks på 170 og opnåede æren af, at blive udnævnt til elitehingst i Dansk Varmblod. I Dansk Varmblod er hele 84% af hans døtre kåret i hovedstambogen. Hele 11 kårede sønner fik han i løbet af året, heraf 1 fløjhingst og 3 præmiehingste - heraf 2 i Dansk Varmblod.

Eventyret Vitalis har om noget sat overliggeren højt for fremtiden. For blot et år siden kom han til Europa. Med en skade og uden at have været i arbejde i 1 1/2 år. Alle gode kræfter blev sat ind på at få den prægtige hingst sund og rask. Her fortjener hans groom Christin Geeske en guldmedalje for godt horsemandship. 4 krybber blev sat op i hans boks. En med æbler, en med gulerødder og de 2 sidste med andre forskellige fodertyper, som han syntes om. Christin gik hver dag lange ture med ham i terrænet omkring hingstestationen i Mühlen. Hans skade helede stille og roligt op, hingsten tog på og Isabel kunne begynde at ride lidt løsgørende ridning på ham. Resten er et eventyr af de allermest utrolige og viser for alvor, hvilken klassehingst og sportshest Vitalis er. På avlssiden står han som far til den 5 årige verdensmester Victorias Secret, fløjhingsten Velverde i Westfalerforbundet samt en perlerække af højtpræmierede hopper. Stallion of the year til UVM stævnet i Ermelo. Vinder af kvalifikationen til Nürnberger Burgpokal med den højeste score i 25 år - 78,6%. Suveræn Burgpokal vinder med 79,26% samt vinder af kür finalen med 10.00. Vi nyder hver en dag med denne prægtige hingst og er så ydmyge og stolte over, at vi har æren af, at eje ham sammen med Paul Schockemouhle.

Til hannoveranerkåringen i november måtte vi eje Ferretti e. Funtime x Londonderry. Han er fætter til Fürsten-Look og hans mor La Perla er Bundeschampionatsvinder og årets hoppe i hannoveranerforbundet med ene 9 og 10 taller. Han er en sort, elegant og ædel hingst med udstråling og cutenes faktor i særklasse. Han er netop kåret i Oldenburg Verband og vi håber naturligvis, at han også vil falde i den danske avlsledelses smag til marts i Herning.

Vi glæder os meget til at møde kunder, venner og gode samarbejdspartnere til forårets åbne hus påskelørdag den 15. april, hvor alle sejl vil blive sat til for at dagen bliver ganske særlig.

Lone Bøegh Henriksen, Tvedegaard