<

Et kærligt tilbageblik på 2021. 02-01-2022 - 09:29

Med et år hvor ingenting var som det plejede og udgangspunktet for kåringer og stævner var stort set ikke eksisterende så meget desto mere glædeligt har det været, at kunne konstatere at vand finder altid vej og det samme gør hestefolket. 

 

Med et kærligt farvel til året, hvor de gode resultater stod i kø og hvor salget af heste og bedækninger satte nye rekorder. Der er meget at glæde sig over og ikke mindst at være umådeligt taknemmelig for. 

Året startede ud med en hjemmekåring af vores 3 årige MSJ Q (Quentensprung x Bordeaux x Sir Donnerhall) i Dansk Varmblod. Han blev kåret med en fornem beskrivelse og aflagde en flot 14 dages test. Han bliver indsyet til 35 dages testen den 13. januar og vi glæder os til fremtiden med ham. 

 

Vi købte halvpart i den 6 årige hingst Vivaldon (Vivaldi x Diamond Hit x Argentinus). Han har udviklet sig særdeles godt igennem året og opnåede at kvalificere sig til Bundeschampionatet, samt at vinde flere M-klasser med flere 9 taller. Hans mor er helsøster til Grand Prix hoppen Blue Hors Loxana. 

 

Det tyske Oldenburg Verband afholdt sadelkåring og følskue hos os og det resulterede i 3 hopper, der opnåede Oldenburger Mainpremium, samt den sidste som opnående Oldenburger Verbandspræmie. 

HP Exclusive (Fürstenball x Don Romantic x Feiner Stern)

HP Marion (Vitalis x Sir Donnerhall x Donnerhall)

HP Vanilla Gold (Vitalis x Damon Hill x Fürst Romancier)

HP Viele Freude (Vitalis x De Niro x Rubinstein)

 

Stævner var der ikke mange af, men på trods kvalificerede Maria Falkner Hansen hele 3 af vores skønne rideheste til championatsfinalerne på Blue Hors. 

 

Det var den 4 årige HP Viva Gold (Vitalis x Damon Hill x Fürst Romancier)

Den 4 årige HP Summer Breeze (For Romance II x Fürstenball x Friedensfûrst)

Den 6 årige Best of Mount st. John OLD (Fürst Romancier x Bordeaux x Sir Donnerhall)

 

Alle hestene er født her på stutteriet og det er en stor glæde når avl og sport går op i en højere enhed. 

 

Vi fik 14 vidunderlige føl overvejende efter egne hingste, men også efter Glamourdale,  For Romance og Totilas. Af dem blev 3 solgt til Tyskland til ambitiøse sportsstalde. Hoppeføllet HP Tiana (Totilas x Vitalis x Damon Hill) er solgt til Sissy Max-Thuerer. Hingsteføllet HP Vinho Verde (Vitalis x Fürst Romancier x Bordeaux) blev dyreste føl på Helgstrand/Schockemöhle eliteauktionen. Desværre havde han på afleveringstidspunktet et fragment i et bagben, som vi har opereret ud. Nu går han og stråler her og har taget plads i alles hjerter. 

 

En lang række sportsheste blev også solgt og flere til professionelle stalde. 

 

HP Frescobaldi (For Romance II x Florencio x Rubinstein) blev solgt til portugisiske Carlos Caetano, som er bosat i Tyskland. Carlos startede 3 heste til UVM i sommers og har tidligere vundet det tyske Bundescampionat. Så der er store forventninger til den nye ekvipage. 

 

Vi fik kåret den 2 årige HP Vincello (Vitalis x Apache x Fürst Romancier) og han blev efterfølgende solgt til stald IB Berger, der er stor Vitalis fan og bl.a. ejer Von und Zu. 

 

Lige op til jul købte Lone Bang Larsen (A-trup medlem på dressurlandsholdet) hans lillebror HP Vancouver og det er med ekstra stor spænding vi glæder os over de dygtige ryttere, der finder deres fremtidige topheste iblandt vores avl. 

 

Årets absolutte højdepunkt var Total Hope og hans sejr i den prestigefyldte Louisdor Price med et drømmeresultat på 77,54%. Det er en toppræstation af vores dygtige norske rytter Isabel Freese og næste mål for ekvipagen er at komme til start i Herning til VM i august. 

Se ridtet HER:

 

Her ved tærsklen til 2022 venter vi hele 19 føl - hver og en med drømmeafstamninger efter egne hingste og efter Foundation,  Glamourdale, Ibiza og Johnny Depp. 

 

I samarbejde med VetEmbryo laves der p.t. ICSI på enkelte af vores bedste hopper og vi har i fryseren et embryo efter Vitalis på årets hoppe i Oldenburg Verband el.st.pr. Fünf Stern (Fürstenball x Rubin Royal), samt 2 efter UVM vinderen Kjento og el.st.pr. Fürstin Weihe (Fürst Romancier x Weihegold OLD).

 

Vi glæder os så helt enormt til 2022, til at nyde vores heste, til at tage imod de nye føl og til at nyde samvær og fællesskab med kunder, avlere og forhåbentligt sportslige resultater på højt niveau. 

 

Tak for al opbakning og super sparring. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

<