< Tilbage

Isabel Bache ny rytter på Fürstenball. 26-12-2014 - 10:17

Vores 8 årige stjernehingst Fürstenball OLD e. Fürst Heinrich/Donnerhall har igennem sin sportslige karriere været redet og uddannet af tyske Ines Westendarp. Partnerskabet har været særdeles succesfuldt og har bl.a. budt på 2 finale pladser til UVM i Verden, samt 2 deltagelser i bundeschampionatet, hvoraf det ene blev vundet.  

Fürstenball er i dag 8 år og er en særdeles attraktiv topbeskeler med et dressurindeks på 170. Han har mere end 30 kårede sønner og har i 2014 haft de 2 bedste hopper i både hannoveraner- og Oldenburg Verband. Det har vist sig vanskeligt, både at passe det travle job på hingstestationen samtidigt med en sportskarriere på højeste niveau. 

Ines og hendes mand Johannes Westendarp driver en privat salgsstald og begge deres børn er meget succesrige på henholdsvis dressur- og springbanerne. Ines har ikke følt, at dette tidsmæssigt var foreneligt med at bruge 4 timer dagligt på Fürstenball. Hun måtte derfor i foråret efter vores åbne hus træffe den tunge beslutning om, at hun ikke længere havde mulighed for at ride Fürstenball. En beslutning vi naturligvis respekterer og bakker op omkring, men samtidigt også en stor sorg. Ines har altid været synonymet med Fürstenball. Han har en stor plads i hendes hjerte og vi er hende dybt taknemmelige for hendes succesfulde og omsorgsfulde manegement af vores hjertehest Fürstenball. 

Vi valgte derfor, at give Fürstenball en velfortjent pause fra hans sportslige karriere. Sommeren er gået med skovture, timer på fold og lange trækketure i terrænet. 

I september måned startede norske Isabel Bache på hingstestationen. Hun har igennem de sidste par måneder startet Fürstenball op igen. Indtil videre er han kun blevet redet på trense og formen er stille og roligt ved at indfinde sig. Vi havde fornøjelsen af, at se ekvipagen og det var en særdeles smidig,  frisk og veloplagt Fürstenball, der mødte os. Isabel Bache udtrykte stor fonøjelse ved at ride hingsten, som hun gav udtryk for, var den sødeste hest hun havde redet. Mon ikke han har vundet endnu et hjerte? Isabel Bache trænes fortsat af sin træner igennem de sidste 15 år Holga Finken. Hun har en lang og meget succesrig ridekarriere med deltagelse i UVM, Bundeschampionatet samt sejre og placeringer på internationalt niveau. 

Vi glæder os til at præsentere Fürstenball og sønnen Fürsten-Look under Isabel Bache i Herning 2015. 

< Tilbage