< Tilbage

Et 2023 fyldt med stjernestunder og resultater, vi kun har turde drømme om. 31-12-2023 - 08:11

Med et kærligt tilbageblik på et år, hvor mange års avlsarbejde, timers træning, medarbejdere med hjerte og forstand og ikke mindst samarbejdspartnere, der har bidraget til at binde alting sammen på fornemmeste vis har skabt vidunderlige resultater og et fornemt fundament for fremtiden. 

Vores 3 årige hingst Bon My Love (Bonds x San Amour x Dream of Love) deltog ikke i den officielle kåring i Oldenburg Verband på grund af en forkølelse og blev kåret hjemme på hingstestationen hos Paul Schockemohle, som også havde købt halvpart i hingsten. Han har i efteråret aflagt en flot 50 dages prøve i tyske Schlickau med et resultat på 8,13. Han bliver redet af amerikanske Brandi Tayler Roenick. Han er trukket direkte på Rohdiamants hoppestamme og der er masser af ridelighed og topheste i linjen. 

 

Se ham fra hingstefremvisningen i februar måned HER: 

 

Vi fremstillede også vores 3 årige hingst HP Vanderbilt (Vitalis x Desperado x Sandro Hit) til sadelkåringen i Oldenburg Verband. Desværre blev han ikke kåret, men til gengæld solgt som sportshest til Sophia Obel og Dennis Fisker. Det er vi meget stolte af og ønsker dem alt muligt held og lykke med den vidunderlige hest. 

 

Se HP Vanderbilt fra vores åbne hus HER:

 

Det var også året med vores største følårgang og vi kunne glæde os over en håndfuld af føllene, som har kvalitet i topklasse. Vi fremviste føl til vores hjemlige følskue, hvor vi fik elite premium award for flere føl. Seks af vores føl blev født i Tyskland hos familien Klinker, som har løftet opgaven på højeste niveau. Vi besluttede, at melde dem til følskue i det tyske Oldenburg Verband og vores hoppeføl HP Vanessa (Vitalis x Foundation x Apache) gjorde en fantastisk figur og blev bedste hoppeføl til det store følskue i Vectha. 

 

Se HP Vanessa HER:

 

Vi har igennem bedækningssæsonen arbejdet sammen med Højelse Hestepraksis, Deckstation Schockemohle samt Esther Hovenga - Seldsum Equine Fertility i Holland. Dette har resulateret i 24 drægtige rugehopper, hvoraf de 16 står i Tyskland hos familien Klinker og de 3 hos Esther Hovenga i Holland. Resten bliver født hos os. Esther arbejder lige nu på at lave ISCI embryoer og vi glæder os over, at vi i fryseren allerede har kommende føl efter Fürstin Weihe (Fürst Romancier x Weihegold), Magnolia (Sir Donnerhall x Donnerhall x Classiker), HP Summer Breeze (For Romance II x Fürstenball x Friedensfürst),  HP Viele Freude (Vitalis x De Niro x Rubinstein) og hingstene Escamillo, Johnny Depp og Total Hope. 

 

Vi gennemførte et meget succesfuldt åbent hus og havde som altid "vores" 5* dommer Susanne Baarup til at kommentere på ridehestene. I år havde hun fået følgeskab af en af verdens dygtigste dressurryttere Cathrine Laudrup-Dufour, som vi havde den store glæde, at sælge den 4 årige HP Viard (Vitalis x Diamond Hit x De Niro) til. De deltog i 4 års championatet hvor de endte på en flot 10. plads i finalen. Begge disse 2 kapasiteter har nikket ja til at komme til vores åbne hus i 2024, hvor vi arbejder med en dato, der hedder den 20. april. Vores højtskattede Maria Falkner Hansen havde brækket sit kraveben en uge inden det åbne hus og vi er dybt taknemmelige for, at Atterupgaard trådte til og Selina Solbjerg Vittinghus fremviste en række af vores rideheste. Det er sammenhold, overskud og hjælpsomhed i særklasse. TAK. 

 

Igennem året havde vi den store glæde at få besøg af Dansk Varmblods region 4, hvor godt 50 engagerede avlere og ryttere fik fremvist  46 af vores heste fra føl, ungheste, avlshopper til uddannede rideheste. Det var den dejligste dag, som Heima Poulsen havde været tovholder på. 

 

Se Cathrine Laudrup-Dufour og Maria Falkner Hansen fremvise HP Viard (Vitalis x Diamond Hit x De Niro) og HP Elfentraum (Fürstenball x Diamond Hit x De Niro) HER: 

 

Senere på sommeren kom der en stor bus med avlere og ryttere fra det tyske rideforbund og vi havde en helt vidunderlig eftermiddag, hvor gode relationer og spændende dialoger blev skabt. Dette kom i stand via vores gode ven Lena Nystrøm fra Sverige. Endnu et vidnedsbyrd om, at venskaber skabes på tværs af landegrænser og udspringer af glæden og kærligheden til hestene. 

 

Vores seneste arrangementer var for Nordsjællands Landboungdom og Roskilde Tekniske Skole. Som altid står vores dør og stalde åbne og vi nyder at dele hestene og passionen med andre. 

 

Hopperne fylder meget i vores hestehold, dels som aktive sportsheste og dels som bærere af værdifulde gener. Vi havde 3 hopper til kåring i år, som var flot klargjort af Stephanie Adstofte - vores unghesterytter, Julie Vesterløkke Borgtoft - vores groom, samt Maria Falkner Hansen. 

De blev alle 3 kåret i højeste klasse og tildelt Oldenburg Mainpremium. HP Elfentraum (Fürstenball x Diamond Hit x De Niro) og Elfengold (Viva Gold x De Niro x Sion) blev udtaget til det prestigefyldte eliteskue i Slotsparken i Rastede. 

 

Her blev de flot fremvist af Christian Springborg og Maria red HP Elfentraum til en bronzemedalje i Oldenburger Landeschampionat, hvilket udløste en billet til det tyske Bundeschampionat. 

 

Se Elfengold HER og HP Elfentraum HER:

 

Se Elfentraum i Oldenburger Landeschampionatet HER:

 

Vores datter Rose Marie rider sin Bourani (Bordeaux x Don Davidorf x Sandro Hit) og havde som mål for 2023 at ride finalen i Bundgaard Byg. Denne drøm gik i opfyldelse og de endte med en flot 10. plads i finalen på Blue Hors. 

 

Se ridtet HER:

 

Årets stjernestund af en oplevelse toppes af Total Hope OLD og Isabel Freese med topgroomen Christin Geske som en helt uundværlig deltager. Vores partnerskab med Paul Schockemohle omkring ejerskabet og manegeringen af denne talentfulde hingst har fungeret utroligt succesfuldt og blev efter 2 sejre i Ermelo toppet af en fuldstændigt fantastisk 10. plads til Europamesterskabet i Riesenbeck. Drømmen er at deltage til OL i Paris i 2024 og alle indsatser gøres. Aktuelt har parret en placering som nr. 16. på verdensranglisten. 

 

Se det flotte ridt HER: 

 

I efteråret påbegyndte vi klargøringen af vores unghingste. Vi startede med 8. Den ene blev solgt, de 3 blev kasteret og de sidste 4 fremstillet til forbesigtigelse i Oldenburg Verband. De 2 af dem blev udtaget til kåringen den 20. og 21. januar i Ankum. De er begge født her og det er en helt særlig glæde at have taget imod føllene og så nå så langt som til en kåring. Det daglige arbejde er løftet af Stephanie Adstofte og Christian Springborg og det var 2 særdeles flot klargjorte unghingste, der tog turen til Tyskland.

 

Det er HP Valparadiso (Vitalis x Bonds x San Amour). Hans mor blev indkøbt som føl til stutteriet og blev til eliteskuet i Verden oprangeret som årgangens 3. bedste hoppe i det tyske hannoveraner forbund. 

 

Han er tilmeldt auktionen og kan ses HER: 

 

Den anden er HP For Magic (For Romance x Desperado x Sandro Hit). Han kan ses HER og HER:

Hans mor var reservesieger til eliteskuet i Rastede, hun er uddannet og meget succesfuld under Maria Falkner Hansen. Hendes mor er helsøster til 2 internationale Grand Prix hingste Sieger Hit og Silver Black og Sieger Hit var fløjhingst i Oldenburg Verband og i Dansk Varmblod. Hans oldemor er helsøster til Fürstenballs mor - så han er på alle måder hjerteblod for os. 

Bliver han kåret er planen, at han stationeres sammen med vores øvrige hingste hos vores partner Paul Schockemohle. 

 

Vi har spurgt Dansk Varmblod om forhåndsgodkendelse af Bon My Love og For Magic og kommer de igennem nåleøjet, er planen at fremstille dem til hingstekåringen i Herning. 

 

Igennem året har Maria startet en lang række stævner, altid med følgeskab af Stephanie som led i hestenes uddannelsesrejse. Det er vigtig og nødvendig træning og  der er høstet mange flotte placeringer igennem året. 

 

Vi har ca. 20 heste i arbejde dagligt og det kræver flid, overblik og dygtige medarbejdere, som vi værdsætter meget højt. 

 

På falderebet skal også lyde en stor varm tak til Christoph Hinkel, som leder hingstestationen hos Paul Schochemohle. Altid klar til professionel hjælp, sparring og oprigtig opbakning. 

 

Til Rune Willum, som igennem mange år dygtigt har trænet Maria, Rose og Stephanie. Altid med et langsigtet mål og på hestenes præmisser. 

 

Til vores uundværlige dyrlæge Kristian Ringkjær Andresen, der er en særdeles kompetent sparringspartner og rådgiver. 

 

Til Nicklas Bomholdt Jensen vores dygtige beslagsmed, der står her tidligt og sent og altid på dygtigste måde sikrer, at vores heste har det bedste fundament at gå på. 

 

Vores staldteam bestående af Anne, Emma, Emilie, Cecilie, Gyrithe, Kathrine fortjener alle en guldmedalje for deres flotte indsatser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

< Tilbage